For nylig mødte jeg, – faktisk for anden gang i mit liv, begrebet en A-B-C-sanger. Og hvad er det så? Er det en sanger der kan ABC-visen udenad eller måske én der er rigtig god til at læse?
Nej, ingen af delene. Det er såmænd et mennesker der ikke har sunget siden 2. klasse, fordi hun blev katagoriseret som en “C-Sanger”. Altså ikke en B-sanger og sjovt nok heller ikke en A-sanger, men altså en C-sanger. Og hvad ligger der så i den betegnelse? Jo, der ligger lige præcis det du tror! Personen som jeg her fortæller om, blev sat ned bagest i klassen og fik et vink med en vognstang om ikke at synge med. Og det gjorde hun heller ikke. Faktisk har hun kun i allerdybeste hemmelighed gået og nynnet for sig selv. Mere er det ikke blevet til på de snart 50 år der er gået siden en vanvittig sanglærer i folkeskolen fik lukket munden på gud-ved-hvor-mange børn. Jeg har desværre ikke stiftet bekendtskab med ret mange af dem. Som sagt er det kun 2. gang jeg er stødt på det begreb, men det tror da f….. for de stakkels børn har vel stort set ikke turde åbne munden for at synge siden.
En “solstrålehistorie” er det dog, at det menneske jeg fortæller om, tog vældigt mod til sig, og opsøgte mig for at få afprøvet, om der evt. skulle være en lille-bitte chance for, at hun alligevel havde en tone i livet. Og det havde hun! Også i den grad. Ja det har alle mennesker, – altså ikke bare een tone i livet, men en perlerække af toner, der vælter ud. Lidt afpudsning hist og pist og så var hun klar til at synge med igen, – efter en mindre pause på et halvt liv.
Det er glædeligt – og retfærdigt,- at trangen til at synge, sejrede over autoriteten. Hvis I er flere derude der har det ligesådan, så vil jeg altså bare lige sige, at der håb. Masser af håb og alle kan lære at synge. Punktum.