Kategorier
blog

A-B-C Sanger

For nylig mødte jeg, – faktisk for anden gang i mit liv, begrebet en A-B-C-sanger. Og hvad er det så? Er det en sanger der kan ABC-visen udenad eller måske én der er rigtig god til at læse?
Nej, ingen af delene. Det er såmænd et mennesker der ikke har sunget siden 2. klasse, fordi hun blev katagoriseret som en “C-Sanger”. Altså ikke en B-sanger og sjovt nok heller ikke en A-sanger, men altså en C-sanger. Og hvad ligger der så i den betegnelse? Jo, der ligger lige præcis det du tror! Personen som jeg her fortæller om, blev sat ned bagest i klassen og fik et vink med en vognstang om ikke at synge med. Og det gjorde hun heller ikke. Faktisk har hun kun i allerdybeste hemmelighed gået og nynnet for sig selv. Mere er det ikke blevet til på de snart 50 år der er gået siden en vanvittig sanglærer i folkeskolen fik lukket munden på gud-ved-hvor-mange børn. Jeg har desværre ikke stiftet bekendtskab med ret mange af dem. Som sagt er det kun 2. gang jeg er stødt på det begreb, men det tror da f….. for de stakkels børn har vel stort set ikke turde åbne munden for at synge siden.
En “solstrålehistorie” er det dog, at det menneske jeg fortæller om, tog vældigt mod til sig, og opsøgte mig for at få afprøvet, om der evt. skulle være en lille-bitte chance for, at hun alligevel havde en tone i livet. Og det havde hun! Også i den grad. Ja det har alle mennesker, – altså ikke bare een tone i livet, men en perlerække af toner, der vælter ud. Lidt afpudsning hist og pist og så var hun klar til at synge med igen, – efter en mindre pause på et halvt liv.
Det er glædeligt – og retfærdigt,- at trangen til at synge, sejrede over autoriteten. Hvis I er flere derude der har det ligesådan, så vil jeg altså bare lige sige, at der håb. Masser af håb og alle kan lære at synge. Punktum.

Kategorier
blog

Hjem kære hjem

”Sangkursus Italien” er slut for denne gang og endnu en uge i selskab med 10 skønne sangere faldt ned i min turban og fik mig til at føle mig som jordens heldigste! Ikke det at de sang skønt – det gjorde de – men det nørdede i at tage til Italien for at synge igennem i en uge, gav så meget mening. Sangerne var lige så forskellige som repertoiret, – der var sange fra standardjazz repertoiret, fra Italienske operaer, fra sing-a-song repertoiret og fra musicals,- men fælles for alle deltagerne var, at de elsker at synge. Så kort kan det siges.
Og når man så alligevel er i Italien, ville det jo være åndsvagt ikke liiige at smage på en gang pasta og drikke et glas rødvin! I år havde jeg skåret ned på de forud-arrangerede middage, men det ændrede sådan set ikke på aftenerne, som stadig var fulde af vidunderlig mad, vin og sang.
Ligurien, som er den region i Italien hvor kurset afholdes, har selvfølgelig sine egnsretter, som alle andre steder i Italien, og kvaliteten af måltiderne var udsøgte. Det samme var det lille hotel, som sangerne boede i. Smukt indrettede værelser og fulde af atmosfære.
Nu lyder det som en rejsebrochure og det er ikke meningen, men har du tid og mulighed næste forår, så tag med en tur til Italien. Læs snart mere under menuen Sangkursus i Italien, – også kommentarer fra nogle af deltagerne.
Men ellers takker jeg af i Italien for denne gang og er snart klar ved flyglet hjemme på Østerbro. Jeg glæder mig til at undervise igen. En lang vinter ligger foran os og der ved jeg efterhånden af erfaring, at det at synge, får vinteren til at føles en lille smule lettere. Tænk bare på de smukke danske julesange eller christmas-carols (selvom det varer jo lidt endnu før vi skal tænke på det repertoire). Lad os starte med nogle højt-til-loftet-sange. F.eks. ”Septembers himmel er så blå………………………………”

Kategorier
blog

Syng vinterdepressionen væk

De mørke dage i den danske vinter, er som skabt til at fordybe sig, og så er det oplagt at jage det lurende dårlige humør på flugt, ved at bryde ud i sang. Man kunne selvfølgelig også tage en tur ned til solen, – men er det ikke lidt at flygte fra problemerne? Det er jo her vi bor og der er også ting at passe omkring dig, så helt indlysende for langt de fleste mennesker, er det altså ikke, bare at smutte en tur til Tenerife.
Men at synge, det kan selv de mørke dage ikke lægge låg på.
10-lektioners sangkursus
Efter jul starter jeg sangundervisning igen i uge 2 og det er måske et godt tidspunkt at forære sig selv et sangkursus på. Hvis du starter omkring uge 2 eller 3 passer det med at du er klar til Forårskoncerten den 1. april, som jeg i lighed med julekoncerten her for nylig, afholder i Store Kannikestræde i København k. Se tidligere blogindlæg
Man behøver ikke selv at træde op, men kan efter humør og temperament lytte til andre sangeres udfoldelser, i en meget hyggelig atmosfære.
Men det primære er selvfølgelig at følge sangundervisning i et lidt længere forløb og dermed flytte sig stemmemæssigt.
Og så sker det interessante, at psyken følger med. Det er “videnskabeligt bevist”, som man siger, men bare i min lille sangsalon her på matriklen, kan jeg tilslutte mig resultatet af forskningen: Man blir’ glad af at synge!
Jeg ønsker alle, både gamle og nye elever, en rigtig god jul og et godt nytår. Og gi den bare gas omkring juletræet eller i kirken!