Sangundervisning og sangkurser

for øvede og begyndere

Stress og stemme

Anti-stress-sang

Når man synger, kan man ikke græde - elle grine. Man kan kun trække vejret, - og synge. Og det er sangen der er den geniale genvej til stresscoaching.

Stress er en forstyrrelse af ligevægt. Et eller andet sted er der ubalance mellem ydre krav og det man rent faktisk er i stand til at leve op til.

Følelsen af at snøre sammen i halsen og at åndedrættet sidder helt oppe i panden kender vi alle til når vi har været ude i stormvejr i livet. Og vi dør selvfølgelig ikke af et forbigående og kortere varigt pres. Men bliver det ved, kommer de fysiske reaktioner væltende. Man bliver irritabel, træt, nervøs, får hovedpine, sover dårligt m.m.

Læs interview-artikel fra Østerbro Avisen

Stress og stemme

Stress sætter sig umiddelbart og tydeligt, på stemmen. Det er kroppens måde at fortælle, at der er en belastning i ens liv, som man bør forholde sig til. At opleve at stemmen er låst og anspændt, er et vink med en vognstang om at der er noget der ikke stemmer i ens liv.

Det kan gå fra at være en lille bitte irritation på stemmen, en vane med at rømme sig eller lign., til en overbevisning om, at man ikke kan ramme tonerne, ikke kan synge med i fælles sang, eller ikke kan hæve stemmen, kalde, råbe eller sågar det modsatte, ikke kan dæmpe stemmen.

Stemmen er lig med én selv. Den er menneskets signatur og derfor umådelig sårbar og måske vores vigtigeste kommunikationsevne overhovedet.

Ikke skønsang, - men skøn sang I sangundervisningen arbejder jeg især med 2 grundlæggende fundamenter, nemlig vejrtrækning og afspænding, og pudsigt nok er det jo det samme som stresscoaches, afspændingspædagoger, yogalærere m.m. har som omdrejningspunkter. At synge er en enkelt og ukompliceret måde at få jordforbindelse på igen: Træk vejret – spænd af i skuldre, nakke, kæbe og hage – åben munden….OG SYNG. Og det er i denne forbindelse ikke afgørende hvordan det lyder. Her er det processen der er det afgørende og ikke resultatet.

I sangundervisningen arbejder man både med sin tilstedeværelse (grounding) , stemmens volumen og klang og ikke mindst stemmens udtryk. Man lærer hvordan man indtager et rum med sin stemme, hvilket igen smitter af på ens evne til at formidle, til at trænge igennem, til at sige fra – eller sige til. Alt sammen faktorer der, hvis de ikke er tilstede, giver frustrationer og i værste fald, er med til at øge en potentiel stresstilstand.

Antistress-sang i grupper eller solo

Jeg underviser både grupper og enkeltpersoner i ”antistress-sang”. Og jeg kommer meget gerne forbi din virksomhed, og giver et foredrag og en workshop om afstressende sangteknikker. Jeg har bl.a. givet en workshop på Stresscentret Kalmia i Hørsholm, hvor jeg havde en sangsession med en af deres grupper.

Mindre grupper og soloelever er velkomne her i min sangklinik på Østerbro i København.

For foredrag og workshops se venligst under Foredrag og Workshops.

Sanglaerer.dk | Heisesgade 55, 2100 København Ø, Danmark | Pia Bohr-Scharling